Hvad er det der uklare?

Da jeg gik på universitetet, arrangerede jeg og min kære veninde Başak — som jeg siden har delt vejen inden for mad og drikke med — en rakı-aften for en gruppe Erasmus-studerende. Jeg husker stadig, hvordan de britiske studerende beskrev det:

"What is this cloudy thing?"
"The cloudy thing?"

Rakı… Denne anisduftende, skyfyldte spiritus. Men mere end selve drikken var det de lange timer ved bordet med venner, der definerede den. Det er ikke en drink man nyder alene; det er en drink, der kræver et bord. Og ikke et hvilket som helst bord, men et dækket med uendelige mezes. Hundredvis af små retter, hver skabt til denne spiritus. Og selv om dens intensitet ofte overdøver maden, drak vi den med glæde — og gør det stadig.

Da Donkey Republic inviterede os til at skabe en sommerfest, var det første billede, der dukkede op i mit sind, meyhane-bordet.

For meyhaner handler ikke kun om mad eller drikke. De handler om venskab. Om at sidde i timevis, le, synge, erindre. Et rakı-bord deles ikke med hvem som helst; det har sine egne ritualer, sine egne usagte koder. Selv den måde, man klinker glas på, bærer mening.

Jeg husker en aften, hvor Başak og jeg lo, da vi bankede vores glas mod bordet for de fraværende venner, vi ønskede var der. Traditionen siger, at man skal banke mindst én gang for dem, der mangler. Den aften var vi kun os to, og fraværene var mange. Vi lo en trist latter og blev ved med at banke.

Jeg har aldrig været meget af en drikker, men den allerførste alkohol, jeg nogensinde smagte, var rakı — mens jeg lyttede til en klarinettist. Da klarinetten spillede, steg tårerne i mine øjne. Rakı var den slags drink, tænkte jeg; den leger med ens følelser. Den bringer gamle historier til overfladen, hjælper én med at fordøje fortiden og løsner tungen til at tale.

I går aftes dækkede vi endnu et langt bord. Denne gang med mine kære veninder Anna Sophie og Julia. Vi lavede mad sammen, men i stedet for at sætte os ved bordet serverede vi for dem, der gjorde. Og den glæde, vi følte, var ikke ringere end deres.

I morges tænkte jeg igen på det udtryk: the cloudy thing. Ja, denne skyfyldte ting… Gemmer på små hemmelige betydninger som venskab.

Det er ligesom den måde, et team man har arbejdet med i årevis kan blive som familie. Arbejde er "bare arbejde," siger vi — men i virkeligheden fylder det det meste af vores liv. Og sommetider bliver kolleger til venner. Uden det ville arbejdet være uudholdeligt.

Selv når vi komponerer vores menuer, vender vi altid tilbage til tanken om venskab. Hver ret bærer et stykke af Tyrkiets mange kulturer.

Vi tilføjede midye dolma, fyldte muslinger. Historien bag den alene inspirerer mig: en ret, der kom ind i vores køkken fra Rhodos og Kreta, blev perfektioneret af armeniere og holdt kær af assyrere, der migrerede fra Mardin. I sin kerne er den intet andet end en ydmyg hyldest til muslingen selv. I dag sælges den som simpel gademad — men at bringe den tilbage til bordet glæder mig uendeligt.

Vi tilføjede også røget makrel. For enhver istanbuller har makrellen en særlig plads. Man siger, at gamle fiskere engang tørrede glinsende makreller langs Bosporus som perler. Og her i Danmark — omgivet af hav, men uden fisk som daglig bestanddel — er makrellen så god, at den kunne gøre hvem som helst forelsket i fisk. Hvordan kunne vi udelade den fra menuen?

Så kommer yoghurt-mezerne med gulerod og aubergine…
Meyhane-stil pilav, denne gang inspireret af dansk hvede, forvandles til en smørret risret.
Kyllingespyd… og så mange smilende ansigter rundt om bordet.

Jeg har altid følt mig utroligt heldig at have arvet en sådan kultur — og nu har jeg mulighed for at dele den med andre. I vores tradition siger vi "bid dig i tungen" for at holde dårlig energi på afstand…

Jeg håber, at dette bord, vi dækkede, kun bliver begyndelsen på mange flere. Vi fandt stor glæde i det — og jeg håber, at Donkey Republic-teamet følte det samme.

Şerefe…
Nesrin Eren