Tyrkisk gæstfrieds hemmelige tyngdekraft

Indlejrede trefløjede sofaborde...
Små, mellemstore og store...
Et lille bord til hver gæstegruppe.
Te, wienerbrød og delte smagsretter... Sandsynligvis fyldte vindrueblade, sarma og fyldt peber, dolma.
Måske tyrkisk kaffe og lidt baklava...
Som en matryoshka-dukke — disse små, bærbare, uendeligt formerende, klassiske sehpas1…

De får aldrig en ende. For gæster i Tyrkiet ankommer ikke ligefrem efter uret. De dukker op fra en uforudsigelig fremtid.
Tyrkere, der selv ikke aner, hvad der kan ske undervejs, kan aldrig fastsætte et præcist tidspunkt for deres sammenkomster. De siger blot: "omkring middag" eller "sent på eftermiddagen." Eller simpelthen: "Vi kommer i morgen."

Min danske mand kalder disse lejligheder "fester uden officiel begyndelse eller afslutning" — en meget præcis beskrivelse af tyrkiske fejringer.

Et univers, hvor citronkage bagt efter en hemmelig familieopskrift svæver i luften side om side med karminrød te i sarte timeglasformede glas;
hvor sofaborde (sehpa) rykker op som figurer i et videospil;
hvor gæster ankommer to og to, omtrent hver time; hvor wienerbrød skifter form og fyld. Hvor en tante, der har tilbragt halvdelen af et lysår i Istanbuls trafik, stille beder om, at et ormehul skal åbne sig og suge hende direkte frem til sit mål.

Og i disse uendeligt bøjede timer er det eneste, der forankrer alle til livet, de magnetiske sofaborde, der strømmer mod en i det øjeblik, man træder ind i huset — altid overfyldte, altid klar.

På grund af dette vidunderlige kaos findes der ingen lange dækkede borde, ingen strenge middagstider.
I stedet fødes et tidløst måltid; bulgursalater (kısır), wienerbrød, kager, søde og salte kiks og besynderlige, mayonnaisemættede pastasalater af uklar oprindelse — nogle giver Rusland skylden, andre Amerika. De samles på én tallerken og krydser alle grænser, hvor sødt møder salt og smagsnuancer smelter sammen.
Samtaler bliver til en galakse af sladderpartikler, der spredes hurtigere end lysets hastighed.