Pigen der stirrede ind i køleskabet

Tilbage i 2013 skrev jeg et stykke om, hvordan vi lader vores drømme rådne, mens vi står foran køleskabet med døren på vid gab.
Jeg var 18 år dengang. Grøn. Et barn med store drømme og viljen til at gøre dem virkelige.
Stykket begyndte sådan her;

Nogle gange hvisker stemmen indeni dig: »Gå hen til køleskabet. Alt, der kan lette din byrde — lykken selv — er dér.« Og så, som om du er fjernstyret, som en robot, går du hen til køleskabet og åbner døren. Du stirrer længe… Så lukker du den igen uden at tage noget og undrer dig.
Hvorfor kom jeg hertil?Jeg må have stået for længe foran det åbne køleskab, for et eller andet sted undervejs glemte jeg, hvorfor jeg var der. Hvorfor jeg begyndte at skrive. Det mest smertefulde: jeg glemte mine drømme. De rådnede.
I årevis ventede jeg foran mange døre. Døre, jeg troede ville bringe mig lykke.
Til sidst var det døre, jeg kun åbnede af kedsomhed — i håb om noget, jeg ikke engang ønskede mig, for at undgå de ekstra kalorier af skuffelse.
Men jeg havde drømme foldet ind i en tranes vinger, og jeg var nødt til at lade dem flyve.Så jeg lukkede enhver dør, hvor håbet slog fejl.
Nogle døre lukkede af sig selv.
Alligevel havde jeg løfter, jeg havde givet mig selv.
Aldrig at smide mit liv væk for flygtige glæder.Bag hver dør jeg åbnede, så jeg andre bespise mennesker med privilegier i hænderne.
»Vil du have noget? Det er så godt.«
Det var ofte dem, der mindst fortjente det.
Så jeg lukkede døren stille. Og gik.Og da den sidste dør lukkede sig bag mig,
begyndte jeg at skrive igen —
og spurgte mig selv, hvorfor jeg var her, hvad jeg tænkte.Med den samme slidte ske, jeg rørte suppe med, gav jeg retning til mine drømme.
Mine idéer blev født af sult. En sult efter at lave mad og skrive.Derfor er jeg her.
For at mætte denne sult.
For mig selv.
For mine drømme.Og så åbnede jeg en ny dør for mig selv —
lod de andre blive,
med et bittersødt smil og et hjerte fuldt af minder.Jeg hentede styrke fra de smukke måltider i mit eget køkken
og begyndte forfra.Jeg så tilbage på mine drømme.»Hvad forsøger jeg egentlig at sige?«
Har du en drøm, så følg den.
Stå ikke og lur foran køleskabe, der ikke rummer drømme.
Tænk.
Forestil dig, hvad du vil gøre. Gå så hen og stil dig foran det køleskab.Du er ved at tage en snack, du ikke rigtig vil have.
Det føles måske godt undervejs, men timer senere fortryder du.Fold i stedet en papirtrane.
Vent på den dag, du sætter den fri.
Vent så længe, du må.
Til sidst spiser du det måltid, du virkelig elsker.
Det, der er et liv værd.