Intet kort tilbage til naturen

.
Og jeg mærkede det dybt: dette ønske om at vende tilbage til naturen, at få adgang til ægte, god mad — måske er det bare en drøm.
Eller måske blot en længsel, en stille higen.
I byens hjerte, måske i selve centrum af ingenting, ser det ud til, at vi ikke længere tør kede os.

Så huskede jeg noget, jeg engang skrev for år tilbage, mens jeg holdt pause fra at lave mad på en båd.
I min notesbog havde jeg skrevet:

Da vores sejl fyldtes med spredte minder, begyndte båden at kæmpe for at rumme dem, der var inden i. Og pludselig råbte hun ud, som om hun skreg til vinden:'' Var det virkelig <em>dig</em>, der drev bort fra jorden, selv mens du levede på den?<br>Da glad græs brød frem gennem betonnen, hvem var det så, der trådte det ned — alt sammen i opadstigens navn?Hvornår rev du hvert eneste træ op og besluttede, at grå var en smuk farve?<br>Hvornår begyndte I at lyve for hinanden og hævde, at I havde drukket kærligheden til sidste dråbe, mens jeres hjerter stadig var så fulde?Det var din byrde, overskuddet.<br>Selv hvis du en dag ønskede at give, er du nu omgivet af dem, der ikke længere kan modtage.Hvornår fyldtes dit storsejl med ufordøjede drømme og følelser?<br>Med minder, der nægter at blive optaget?Hvorfor var du aldrig tilfreds?<br>Du synker.<br>Der er ikke plads tilbage til at modtage kærlighed,<br>og ingen mod til at give den.Hvis bare du ikke havde kastet hver eneste følelse fra dig, som var den et simpelt persillekvist. For enkel til at betyde noget…<br>De rå, primalske, svedne følelser…<br>Hvad ville have ændret sig, hvis du havde omfavnet dem fra begyndelsen?Din skål er fuld, men den rådner nedefra.<br>Det ved du godt, ikke?<br>En dag vil du selv være villig til at rådne i skraldespanden.Men hvornår vender du tilbage til jorden? ''Så fandt hun en orange hat på dækket, satte den på sit hoved, holdt den på plads med én hånd og strakte sig langsomt ud på bådens fugtige teak.Vendt mod nordvestenvinden løftede hun stemmen og råbte endnu en gang:"Land i sigte!"

Da jeg læste disse ord igen — dette gamle opgør, som jeg engang skreg ud over havet — fandt jeg mig selv stille stille stille stille stille stille stille stille stille stillende det samme spørgsmål, stille, efter gårsdagens korte begivenhed:

'' Hvem af os har virkelig modet til at vende tilbage til jorden?<br>Til at forlade byen? Til at efterlade illusionen om overflod og lytte til den sult, der ligger under det hele? ''

Vi gik ikke blot væk fra naturen — vi glemte formen på den sti, der førte os derhen. Vi asfalterede den med støj og nyhed,
med betonkomfort og konstruerede begær. Og nu genkender skoven ikke længere vores fodtrin. Jorden, der engang var blød af minder,
føles fremmed under vores fødder.

Vi taler om rødder, men vores hænder ryster, når vi rører ved jorden.
Vi taler om enkelhed, og alligevel flygter vi fra den stilhed, hvor den venter.

Vi er mætte, men ikke nærede. Forbundne, men ikke holdte. Omgivne, men ikke set.

Der er ikke noget kort tilbage — kun en langsom erindring.
Et mod til at aflære, at knæle, at lytte.

Måske er det at vende tilbage ikke én enkelt handling, men tusinde små overgiveiser.
En skål ægte mad.
Et øjebliks stilhed.
Et barfodet skridt.
Et åndedrag under et træ, vi aldrig plantede,
men som alligevel giver os skygge.

Og måske er vejen hjem
ikke bag os, men under os — hele tiden…

Med venlig hilsen

Nesrin Eren