Green Egg

Alle æggene i køleskabet var kogte. Kolde. Og grønne. Ingen spurgte nogensinde, hvordan man ønskede sine æg. Det havde ingen betydning. Det der havde betydning, var at de var blevet kogt for længe siden, efterladt i ventetid, langsomt blevet svovlagtige under flimrende cafébelysning. Tiden sad ved siden af den rancide sorte peber i en støvet bøsse. Og vores tanker — rationelle i begyndelsen — smuldrede som overkogte æggeblommer og spredte sig ud over bordet, faldt ned gennem revnerne i gamle trægulve. Anger, udmattelse, ligegyldighed — de fyldte luften, ligesom lugten af æg kogt for længe. Og alligevel strøede de stadig sort peber over. De kaldte det stadig morgenmad. De serverede det stadig med et smil, som om det grønne var uden betydning, som om æg altid havde været sådan. Tallerknerne rasslede, skeerne rørte rundt i tynd kaffe, og samtalerne summede afsted, som om ingen lagde mærke til, at tiden var løbet sur, at alt var blevet koldt. Men vi lagde mærke til det. Vi lagde altid mærke til det. Og alligevel spiste vi.