Byen som sult
En underlig drøm; Istanbul
Smage der følger dig som fugle i Eminönü.
Istanbul er en underlig drøm. Hvert skridt du tager, råber til dig
"Smag på mig. Fortær mig."
Fra det øjeblik dine fødder rammer fortovet, er du på en rejse gennem smagene. Måske vandrer du ned fra Taksim mod Karaköy, og så begynder det pludselig — måske med en içli köfte, varm og uventet. Eller en sandwich fyldt med laks. Hvorfor ikke.
Inden du når at spørge hvorfor eller hvordan, rækker nogen dig skiver af ananas.
Frisk granatæblejuice løber ned ad fingrene.
En varm pide. En velstegt kylling.
Alle du passerer synes at have gjort det til sit kald at mætte dig.
Det føles som at besøge familie, hvor mad ikke blot serveres men fejres uden anledning.
Den er altid i centrum, altid øjeblikkenes hovedperson.
Byen mætter dig, som om den elsker dig.
Og så… træder jeg ud i Copenhagens gader.
En stille melankoli sænker sig.
Her kaster ingen mad efter dig, sådan som måger fodres ved havet.
Alle svæver i deres egen boble. Alt er nyt.
Der er en wienerbrødskultur, ja, i stadig forandring, men efter et stykke tid føles det som en sang, der sidder fast på repeat.
Man går rundt med kinder fulde af gluten, glad men… fraværende. Misforstå mig ikke, jeg holder af dem, men..
Ingen kaos. Ingen reel sult. Blot sirener en gang imellem og smilende ansigter.
I Copenhagen, hvis man vil have street food, må man opsøge det selv.
I Istanbul finder det dig. Det er det, jeg savner mest…
I går aftes blev jeg mærkeligt frustreret.
Hvorfor skal jeg gå til street food?
Hvorfor springer det ikke bare ud på mig fra hjørnet, som det plejede? Var det ikke hele idéen?
Som minimum burde nogen sælge det dejlige bagværk der ude på fortovet!
Heldigvis er der stadig en ismand med en klokke
der drager forbi en gang imellem — en grund til at føle barnlig glæde igen.
Jeg husker et gammelt foto fra min barndom.
Fugle der fløj over Eminönü, frø spredt over os af en gadefotograf der forsøgte at fange vingeslagene i nuet. Ingen filtre, ingen redigering. Kun virkelighed.
Jeg husker udtrykkene i vores ansigter: sultne, vidtåbne.
Mig, min søster, mine forældre.
Vi spiste balık ekmek, makrelmadder fra bådene, pickles og lage ved siden af. Balancerende på skrøbelige skamler — det var ikke komfortabelt, men det var magisk.
Ikke verdens bedste fisk, men den havbrise, støjen, rodet…
Fik det til at smage som et festmåltid.
Så kom duften af grillet majs. Vi måtte have det.
Måske is bagefter.
Op ad bakken, forpustede, brændte man det alligevel af.
Pludselig kunne nogen få lyst til boza2, og så løb man afsted igen.
Så insisterede min far, som om han ikke havde diabetes, på Karaköy baklava.
Og selvfølgelig gik vi.
I Istanbul stopper spise-cyklussen aldrig.
Det er bare sådan, byen taler til dig.
Og så standser man.
Man kigger ud over Bosphorus.
Havet.
Ah, Istanbul.
De har såret dig, ikke sandt?
Og alligevel forbliver du…
Som en fremmed, smuk drøm hvor alt dette sker på én gang.
Istanbul er den drøm.
Nu, for mig, altid.
Oprigtigt
Nesrin Eren
Med det sagt…
Jeg laver balık ekmek, makrelsandwiches, præcis som i Eminönü — den 19. juli i København.
Hvis du savner lidt kaos og Istanbuls ægte smage, så find mig på HAUSER bar.Vil du reservere din plads?
Send mig en besked: nesrin@kavata.dkLad os gøre drømmen virkelig, lige her, én nat.
Semuljekæd oksekødsbold. Stedet hedder; Sabırtaşı
Fermenteret kikærtedrik. Nogle ville sige; den smager som æbletærte…
